søndag den 27. januar 2013

Quad Blogging

I de 6,5 år jeg har været ansat her på Europaskolen i Bruxelles, har jeg mindst én gang om året fået en henvendelse fra klasser i Danmark ang. mulighed for "pennevens-klasser". Især engelsklærere er interesserede i at skrive på engelsk med en eller flere af vores klasser. Men vores skole har ikke IT integreret på samme måde, som man har det i Danmark, og vores struktur er helt anderledes, så det er en alt for tidskrævende aktivitet for mange af vores sproglærere. Og derfor er den form for kontakt, så vidt jeg er orienteret, ikke blevet til noget.

Men så er det, jeg her til morgen falder over Quad Blogging. En webtjeneste, der kunne være svaret på sådanne behov. Quad Blogging skaber kontakt mellem 4 skoler verden over. Skolerne skiftes til hver uge at være enten fokusskole eller kommenterende skole. Man er fokusskole én uge, hvor de andre tre skoler læser og kommenterer klassens blogs, ugen efter ruller det, så en anden skole bliver fokusskole. Sådan fortsætter det i 3 måneder.

På den måde er der garanteret et engageret publikum til jeres klasseblogs. Og I har engelske skoleblogs at følge. De sidste 12 måneder har 3000 klasser fra i alt 40 lande deltaget.

Min egen erfaring er, at blogging ind i mellem kan være en lidt tom fornemmelse, hvis ikke der er et synligt/hørbart publikum derude. Sådan lidt som at tale uden at få svar. Jeg er derfor sikker på, det vil virke motiverende på eleverne at deltage i et samarbejde som dette. Se mere om konceptet i denne knap 2 minutters video



David Mitchell, initiativtager til Quad Blogging, fortæller her om projektet og kommer med nogle spændende erfaringer. 


Hvis nogen af jer har erfaringer med Quad Blogging kunne det være super at høre mere om. Hvilke fag har I deltaget med? I princippet kunne man jo ligeså vel bruge de tre måneder på at diskutere emner og forsøg fra scienceundervisningen. Da det skal være på engelsk, kunne det være et fint tværfagligt forløb.

Jeg er selv ved at gøre mig nogle begyndererfaringer med blogs i undervisningen. Men hvis det her med elevernes kommenteren på hinandens blogs giver blod på tanden, vil jeg klart overveje at signe up for et sådant 3 måneders forløb.

Du finder Quad Blogging på quadblogging.net

1 kommentar:

  1. Superfed ide. Jeg underviser i engelsk og samfundsfag og tænker det ville være supernemt at bruge netop de to fag på quadblog.
    Tak for linket!

    SvarSlet