onsdag den 9. januar 2013

Undervisningsforløbet om Kina

På vores introdag på Web2beviset, blev det sagt, at vi kunne tage de forskellige udfordringer i den rækkefølge og de tempi, der passede os. Denne gang vælger jeg, at mit første indlæg skal handle om præsentationen af mit undervisningsforløb til modulet Udtryksformer.

Efter første Web2bevis-runde havde jeg lyst til at gøre mig flere erfaringer med blogs. Jeg har derfor i juleferien forberedt et forløb om Kina. Til s2-klassen (23 elever på ca. 12 år).

Det er ikke lykkedes mig at finde et til vores syllabus fyldestgørende undervisningsmateriale om emnet Kina på dansk. De skal derfor arbejde med et engelsk materiale "Imperial China".
De fleste af eleverne er gode til engelsk, da de har det som deres andetsprog. Resten har det som trediesprog. Vores elever er vant til at forholde sig til og at arbejde på flere sprog, så det afskrækker ingen. Selv om materialet er på engelsk, skal alle elevdiskussioner og afleveringer være på dansk.

I dag påbegyndte jeg forløbet. En af klassens elever gav en præsentation om sit besøg på udstillingen om terrakottahæren, som i disse måneder vises her i Bruxelles. Det gav en god opstartssnak om, hvad vi ud fra gravfundet kan fortælle om Kinas første kejsers tanker om døden, og hvordan han arbejdede militært i live.

Al info om det planlagte forløb blev præsenteret i klassen vha. min sædvanlige hjemmeside, så alle ved, hvor de kan finde tingene. Siden kan ses her: https://sites.google.com/site/gittebaileysch/s2dk/kina/imperial-china

Klassen har ikke før arbejdet med hverken blog eller Dipity. Derfor hjælper jeg dem med at oprette blogs og tidslinier i ICT-lokalet i morgen. Derefter arbejder de med det hjemmefra. Der er som vanligt mulighed for hjælp via mail eller i vores almindelige IT-timer. Der ud over har jeg oprettet en ny blog ("Teknik og blog") til formålet. Bloggen kan ses her: http://gbhpjat.blogspot.be/

Jeg er ikke i tvivl om, at eleverne rimelig let skal finde ud af det tekniske. Jeg er mere spændt på, om de får fulgt op på den del, der skal gøres hjemmefra. Altså om det at skrive blog og at kommentere på andres arbejde vil blive anset som rigtige lektier. Jeg har gjort det klart, at det fra min side er lige vigtigt at arbejde med papiret i klassen, at gøre rede for sit arbejde via gruppeblog og at læse og kommentere de andres arbejde, og at alle disse ting derfor spiller ind på karakteren. De virkede til at synes, det var spændende, at de skulle sætte sig ind i og vurdere de andres arbejde og tanker.

Men mest er jeg spændt på, hvad de selv efter forløbet mener, det har gjort ved deres læreproces, at skulle arbejde med stoffet på den måde. Jeg forventer, at Dipity vil være en stor hjælp i forhold til at få et overblik over det store riges udvikling. Og jeg håber, at selve kommentatordelen vil hjælpe dem til at få øje på andre vinkler end dem, de selv havde valgt at fokusere på. Og at de får nogle diskussioner med nogle af de klassekammerater, de normalt ikke taler så meget med.


1 kommentar:

  1. Hej Gitte
    Velkommen tilbage på et nyt modul.
    Det er et interessant forløb du har kastet dig ud i.
    I dit sidste forløb arbejdede du med blogs, hvor kun du, eleven og elevens forældre havde adgang. Denne gang kan dine elever følge og kommentere hinandens indlæg, det bliver spændende at følge, hvordan de udnytter den mulighed og hvilken indflydelse det får på deres indlæg.
    Din "Teknik og Blog" blog er virkelig fin, systematisk og overskuelig, det er en super god ide.

    SvarSlet